For meget

“Synes du jeg er for meget?”

Jeg kigger på min ven. Han har fulgt mig til bussen, det er sent, jeg skal hjem. Det har været en lang dag. Angsten findes. Den sociale angst, der gør mig ekstra bekymret for hvad andre tænker synes mener.

“Ja, ofte!”

Han er ærlig og det stikker lidt i maven. Men han siger ikke noget om at det er et problem. Det er jo sådan jeg er. Han holder af mig alligevel.

Jeg er meget. Jeg fylder. Bruser og føler og tuder og deler og skriver om det her og alle vegne. Det er sådan jeg er. Blandt andet.

Og det er OK. Det er jeg nødt til at holde fast i. For det er for svært hvis det ikke er.

Der er nødt til at være plads til at fylde noget. Jeg øver mig i at tage pladsen. At give mig selv det der er brug for først. Anerkendelsen af at jeg gerne må fylde. Den er svær for den passer ikke ind i det billede jeg er vokset op med. Det er nemmere at falde ind i pleaserrollen, træde et skridt tilbage og tilpasse min opførsel til hvad andre har brug for.

Jeg fylder. Føler. Lev med det. Ja. Sidstnævnte sætning er vel egentlig mest til mig selv.

Jeg gemmer mig også sommetider. Helt væk under dyner. Så har jeg ikke lyst til at findes.

Det er komplekst og det er hele mig og jeg ved ikke hvor meget mening det egentlig giver. Men det er sådan jeg er. Blandt andre ting. Fuldstændig sammensat og rodet

Fuldstændig ligesom alle andre.

Written by