Noget om at passe på sig selv

Indsigten at jeg slet ikke er færdig med at have være kæmpe med angst gør ondt. Den er mursten på brystet og mangel på luft og lige nu en vild smerte i mine mavemuskler efter gårsdagens forsøg på at trække vejret.

Det tog mig fire timer.

Min mave gik i stå. Mine lunger gad ingenting. Ikke af sig selv. Noget så normalt så vanligt som at trække vejret kunne bare ikke rigtig ske af sig selv.

Først prøvede jeg at håndtere det alene. På gulvet i et baglokale til en fest jeg var med til at arrangere. Det kunne ikke passe at det skulle være sådan, ikke nu. Ikke efter alt det jeg allerede har kæmpet mig igennem. Jeg er ikke et offer, jeg er sådan en der kan selv.

Bare ikke i går.

Jeg tror at forskellen på dengang og nu primært ligger i en accept. Jeg tror jeg er begyndt at forstå at jeg har brug for andre og at det måske faktisk er helt ok. Og det er stort, helt åndssvagt stort.

Forskellen på dengang og nu er at jeg i går rakte ud, skrev en besked og blev mødt og fik ubetinget hjælp og kærlighed fordi jeg viste at jeg havde brug for det. For et par år siden havde jeg ikke kunne. For et par år siden havde jeg drukket mig rigtig fuld og smilet og ladet som ingenting. Eller var besvimet i et baglokale uden at nogen rigtig vidste noget om det.

Vi er nødt til at være vores egne voksne, så når jeg siger “pas på dig selv”, er det noget jeg mener. Vi skylder os selv den omsorg. Forståelsen. Anerkendelsen af at noget gør ondt og pladsen til at være i det.

Men vi kan ikke passe på os selv alene. Ikke hver gang. Og så skal vi række ud og bede om og sætte ord på. For mennesker, venner, er, omend søde, ikke tankelæsere.

Vi har ansvar for at sige til og måske især fra. Vi har ansvar for at bede om hjælp når det er slemt og nogen andre skal holde om os fordi kroppen ikke vil som vi vil.

Kramperne blev ved hele aftenen og en del af natten. Jeg kunne ikke tage hjem for jeg var bange for at være alene med tankemylderet. Jeg kunne ikke være til fest for jeg vidste ikke hvordan. Jeg kunne ikke finde ud af at være til, det føltes i hvert fald sådan.

Jeg er sådan en der først begynder at græde når du kigger mig i øjnene og spørger om der er noget jeg har brug for. Og jeg tror det er fordi jeg gang på gang glemmer at stille mig selv det spørgsmål.

Jeg vidste ikke, at jeg havde brug for at blive fulgt hjem før vi stod der på kanten af festen og omsorgsfulde venner holdt mig oppe. Jeg forventer ikke noget af mennesker, og når man ikke forventer noget er det svært at tage imod bølgerne af kærlighed og forstå at man fortjener dem. Det kan være overvældende.

Jeg er ikke færdig med at have angst. Få anfald. Være ude af den. Jeg er ikke færdig med depression. Og hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke om jeg nogensinde bliver det.

Jeg er et sted i mit liv der på een gang er afsindigt svært og det bedste sted jeg nogensinde har været. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke et offer. Jeg har overlevet og er kommet steder hen jeg ikke vidste fandtes. Jeg omgiver mig med mennesker der er ordentlige og nærværende og omsorgsfulde og fylder mig med liv også når jeg selv tvivler på at jeg fortjener det. Jeg er måske endda ved at komme i kontakt med min sårbarhed og det er pissehamrende skræmmende.

Men jeg er lige her og jeg er stædig. Og til dels lykkelig, faktisk.

Jeg er nødt til at blive ved.

Written by