OM TRANSFER

For nogle er det det mest naturlige i hele verden. Mange gør det hele tiden.

Rejser alene.

De fleste nok med et mål, en hensigt, et stykke arbejde, der skal udføres.

Sådan har jeg rejst alene mange gange.

Så er turen mellem destinationer det korte eller længere frirum. Så finder jeg ro og nysgerrighed i det, der er imellem, nysgerrig på usikkerhed, fordi jeg finder tryghed i, at jeg er på vej et sted hen, et sted med et formål og noget jeg skal gøre, nogen jeg skal være.

Det er lidt som at gå til en fest og have det bedst med at være bag baren. Alibi for at være i rummet.

Denne weekend gjorde jeg noget andet. Jeg rejste for at rejse. Satte mig på et fly til en by jeg aldrig havde besøgt før. Intet egentligt mål, troede jeg.

Udfordringen er ikke at rejse. Udfordringen er at ligne en, der hører til. At finde alibi for min eksistens mens jeg vader rastløs rundt og egentlig ikke rigtig ved, hvor jeg skal hen næste gang.

Det tog mig mange år og hård terapi at lære at mærke efter, mærke hvad JEG vil, hvad JEG har lyst til at gøre. Jeg har været så utrolig vant til at rette mig efter andre, mærke rummet, hvad der var hensigtsmæssigt, følge andres beslutninger og være uden behov selv. Det bliver pissekedeligt i længden – for alle parter.

At rejse alene er et godt supplement i kuren mod ovenstående. For jeg kan kun svare for mig selv. Jeg har brugt en hel weekend på at gøre, hvad jeg ville, og på at skulle finde ud af, hvad jeg ville, for der var ikke andre at tage hensyn til, ikke andre at please.

Jeg har alligevel haft bekymringer. Har jeg fået set nok? Set det rigtige? Fået nok ud af tiden? Brugt for mange penge? Sovet for længe? Der har været alvorlig alarm på the Fear Of Missing Out.

Hvem er jeg, når jeg bare er mig, når jeg ikke har nogen at dele indtryk og minder med? Så er jeg nødt til at have nok i mig selv.

Så er jeg nødt til at se mig selv som mere end en spejling af andre, som et helt menneske, som en, der er oplevelserne og indtrykkende værd. Det er en ny følelse. Jeg øver mig.

Jeg har haft en underlig weekend i en alt for stor by. Jeg har oplevet fragmenter af alting. Jeg har stadig til gode at lære Berlin at kende, men jeg tror, jeg er nået lidt længere ind i mig selv de sidste par dage.

Jeg kan stadig bedst lide selve rejsen.

Jeg kan stadig bedst lide at være på vej.

Bloggen her køres helt frivilligt, og jeg tjener ikke penge via annoncer eller lignende.
Hvis du kan lide det, du læser, og har lyst til at støtte mit arbejde, så jeg kan bruge mere tid på at skrive, er du mere end velkommen til at donere et beløb på mobilepay: 232 600 44 

Written by