DA SALIH KOM FORBI

“We’re not here to make you pretty, we’re here to do real photography.”

Jeg kan ikke huske for hvilken gang det er, Salih fyrer sætningen af. Vi er helt enige. Det skal være ægte, det her. Ikke redigeres ind i helvede. Vi skal fange et nu, det nu, der opstår mellem os, to mennesker og et kamera.

Jeg har haft en rodet morgen. Vågnede sent i varm campingvogn. Kyssede en elsker farvel og tog imod fotografen.

Salih er en lille mand med et stort blik. Han er sympatisk og behagelig at være i nærheden af. Jeg begynder at forstå, hvorfor han tager så gode billeder.

Salih skrev til mig over Instagram. Et års opmærksomhed har lært mig, at når folk, jeg ikke kender, skriver til mig på Instagram, skal jeg være varsom. Det er en del af mit virke, at lægge billeder op hvor jeg viser min krop. Nogen vælger at tolke det som seksuelt, og tror, at det er helt rigtigt og OK at ‘svare’ mig med billeder af deres kønsdele og forslag til jegvedikkehvad. Det kommer jeg sikkert til at skrive et rant om senere – men sådan er det i hvert fald. Så jeg er varsom.

Salih skriver, at han er fotograf. At han er i gang med et fotoprojekt om kvinder. At han gerne vil tage billeder af mig.

Salih er fascineret af min kamp, min debat, min opførsel foran et kamera. Og jeg er forelsket i hans billeder ved første blik på Instagramfeedet.

Jeg har på fornemmelsen, at vi er et godt match.

Vi prøver hinanden af, Salih og jeg. Fortæller, deler, poserer. Han kravler rundt i campingvognen, bakker ind i ting og falder over træsko i forsøget på at få den helt rigtige vinkel, den helt rigtige afstand, den helt rigtige kontakt.

Vi taler om at ændre verden. Vi taler om kropssyn, selvbevidsthed, samfundsstrukturer. Vi taler om at være tilpas, og jeg er tilpas.

Vi fokuserer så meget på projektet, arbejder så hårdt og intensivt, at jeg glemmer at være selvbevidst.

Salih glemmer at trække vejret. Når han er færdig med en serie ‘klikliklikklik’ og endelig fjerner kameraet fra den ellers magnetiske kontakt, ser han næsten lettet ud og tager en dyb indånding. Så er han klar igen.

Prøvende. Skabende. Jeg tager også dybe indåndinger. Falder ind i situationer, der er værd at dokumentere. Vi skaber ting sammen lige nu og jeg kigger gennem linsen ind på Salih og vi prøver at stoppe et par gange men bliver fanget af stemningen og så – mere lys, flere klik.

Jeg glemmer at være selvbevidst og er bare til stede, lige her i min krop, er du OK, spørger han et par gange og jeg er mere end OK jeg er til stede lige her.

Vi aftaler at ses igen. Måske redde verden en lille bitte smule. Mig, kameraet og Salih.

Alle fotos er taget af fantastisk søde, fantastisk dygtige, Salih Sarpa Cengiz. Se meget mere til hans arbejde her. 

 

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg drømmer om at have ressourcer til at kunne frigive endnu mere tid til skriverier og kærlighed til ord. Derfor;

Hvis du kan lide det, jeg gør, så tøv endelig ikke med at dele det med dem du kender – eller bare råbe det ud i verden – det betyder mere, end du aner.

Hvis du har lyst til at støtte mig på helt kontant vis, kan bidrag sendes via mobilepay (og modtages med ekstrem kærlighed – store som små!) på nummer 232 600 44.

 

Written by

Skriv et svar