NOGET OM CAMPINGLIV

Det er svært at have angst i en campingvogn.

Der er så mange ting, der kan gå galt, at det ikke nytter noget at bekymre sig om det.

Det er nemt at bryde ind, hvis nogen ville det, kunne de gøre det. Der er naboer over det hele, og de ser alting, er jeg ret overbevist om.

Det er svært at have angst for jeg skal gøre en masse ting for at få hverdagen til at fungere. Fysiske ting. Selvfølgelig er jeg mere grundig. Selvfølgelig tjekker jeg låsen. Men ikke hver dag, ikke længere.

Jeg behøver ikke tjekke komfuret, når jeg har slukket ude på gasflasken.

Angsten er en del af mig, generel og social. Sådan er det. Den stopper mig sommetider men stadig sjældnere, en sjælden gang imellem får den mig til at kaste op. Sammen med depressionen er min angst en sort hund, der kan være stor og lille, temperamentsfuld og tæmmet.

Når jeg styrer mit liv udenom fire vægge i en lejlighed, i et liv, jeg kender til og forventer, når jeg styrer ind i en campingvogn, ind i det uventede, er det svært at have angst. Det er svært at være depressiv når jeg bevæger mig, jeg har skabt et liv, hvor jeg er nødt til at bevæge mig for at få det til at fungere. Jeg skal gå en lille tur for at komme i bad gå en lille tur for at gå på toilettet. Ud i haven, græsset, lyset, for at hente vand. Udenfor. Væk fra vægge, rammer, falsk tryghed.

Indespærrethed.

Jeg trives fordi jeg ikke ved, hvad der skal ske, hvad der er nødvendigt. Jeg trives, fordi jeg er nødt til at leve nu nyde sommeren spare op til vinteren og kulden og mørket, spare lys og fregner op så jeg har batteri, så jeg har noget at tære på.

Det er svært at have angst når jeg har en base når jeg har et sted, det er mit, et sted hvor jeg er tryg fordi jeg ikke kan regne den ud.

Det er nemmere at acceptere at jeg ikke kender fremtiden når den ikke er forudsigelig.

Jeg har kastet mig udover en klippe men jeg er ikke ægte bange, for jeg kan ikke se en bund, så jeg ved ikke, om jeg flyver eller falder.

Note: at det er svært at have angst betyder ikke, at det er umuligt. Den finder ofte en måde at snige sig ind på alligevel. Men! Man kan gøre det svært for den, angsten. Jeg har i hvert fald efterhånden luret et par tricks. Men det har også taget en lille livstid.

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg drømmer om at have ressourcer til at kunne frigive endnu mere tid til skriverier og kærlighed til ord. Derfor;

Hvis du kan lide det, jeg gør, så tøv endelig ikke med at dele det med dem du kender – eller bare råbe det ud i verden – det betyder mere, end du aner.

Hvis du har lyst til at støtte mig på helt kontant vis, kan bidrag sendes via mobilepay (og modtages med ekstrem kærlighed – store som små!) på nummer 232 600 44.

Møs.

Written by

Skriv et svar