VI SNAKKER FOR LIDT OM KØNNET

Jeg har menstruation.

Det er jeg på sin vis glad for – for det betyder, at jeg ikke er gravid, og at min livmoder fungerer sådan nogenlunde som den skal.

Den normale menstruationscyklus er 28 dage. Min er omkring de 40. Jeg venter altså knap to uger længere end gennemsnittet på at få bekræftet, at mine æggestokke stadig kan finde ud af det de skal. Sommetider er det flere uger. Sommetider rammer jeg næsten en normal cyklus.

Jeg har PCOS.

Polycystisk ovariesyndrom er en hormonel forstyrrelse, der rammer temmelig mange kvinder. Det betyder mange ting, og flere af dem har jeg endnu ikke helt forstået.

Det betyder, at jeg har svært ved at blive gravid.

Det betyder, at mine muskler har dårlig følsomhed overfor insulin, og at jeg derfor har tendens til overvægt og i værste fald diabetes.

Det betyder, at jeg har ekstreme, lammende smerter på vilkårlige tidspunkter af måneden.

Den eneste kur, der vist nok sådan for alvor findes, er at spise sundt, dyrke motion og tabe sig. Fik jeg nævnt, at ét af symptomerne på sygdommen er, at cellerne ikke rigtig er med på det der med at tabe sig? Stav til det: catch-22.

Jeg fik diagnosen stillet via en mail. Ordene brændte sig fast og jeg forstod ingenting. Kronisk. Diabetes. Graviditetsproblemer.

Selvfølgelig blev jeg bange. Jeg fik medicin, fordi min gynækolog troede at jeg ville være gravid, medicin hvis bivirkninger gjorde mig angst for at dø skulle jeg drikke for meget alkohol.

Men det var på sin vis også rart.

Rart at finde ud af, at det ikke er MIG, den er gal med. At der er en grund til, at min krop gør, som den gør. At der er en grund til, at jeg i mit voksne liv aldrig har været slank. At der ER noget at gøre, omend det er hårdt.

DER ER SÅ MANGE TING, VI IKKE VED OM VORES KØN OG KROP

…Før vi står midt i det. For vi snakker ikke om det. Vi snakker ikke om, at de fleste kvinder bløder og at mange har voldsomme smerter hver fucking fjerde uge.

Vidste du, at det kun er omtrent en spiseskefuld af det, der kommer ud i løbet af menstruationsperioden, der rent faktisk er blod?

På en af mine arbejdspladser, Rollespilsakademiet, er der tamponer på badeværelserne. Det samme er der i nogle af mine venners kollektiv – selvom de kun er mænd – for at velkomme kvinder og anerkende at de bløder.

Menstruation er ikke farligt, og slet ikke ulækkert. Men vi taler næsten ikke om det.

Vi taler kun om, at man kan være PMS, og vi har tendens til at bruge det som undskyldning for følelsesmæssige udbrud. Det kunne jeg skrive et helt andet blogindlæg om.

Vi kalder det “mit lort” eller “det røde”, i stedet for at anerkende, at det er en vigtig del af vores krop og vores liv, og vi skammer os over at vise en tampon synligt på vejen fra taske til badeværelse. Vi skammer os. Fordi vi er kvinder. Og det irriterer mig faktisk grænseløst.

Jeg siger ikke, at udflåd, kønsdele og menstruation partout SKAL være samtaleemnet over middagsbordet. Jeg siger bare, at vi er nødt til at behandle det, som det, det er – helt naturlige og normale omstændigheder. Og så for øvrigt lytte til vores kroppe og sige fra når det gør for ondt, for det er helt legitimt, og smerter handler ikke om at være svag.

Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle skrive det her indlæg. Jeg var i tvivl om, hvorvidt folk ville synes, at det var “for meget”, “ulækkert” eller over grænsen. Men jeg snakker om noget, der angår halvdelen af verdens befolkning. Jeg synes det er helt enormt passende at give det plads. For jeg elsker og hader mit køn og min krop og de ting, der følger med. Ligesom de fleste andre vist gør det.

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg drømmer om at have ressourcer til at kunne frigive endnu mere tid til skriverier og kærlighed til ord. Derfor;

Hvis du kan lide det, jeg gør, så tøv endelig ikke med at dele det med dem du kender – eller bare råbe det ud i verden. Hvis du har lyst til at støtte mig på helt kontant vis, kan det gøres via mobilepay på nummer 232 600 44.

Møs.

Written by

Skriv et svar