NOGET OM RUTSJEBANER

“…Du skal ned i kroppen, Louise. Du holder dig travl for ikke at mærke dine følelser, din sorg, det, du tumler med. Det er nemmere at tage sig af andre, nemmere at være alle mulige andre steder, nemmere ikke at mærke noget.”

Omtrent således lød den ganske klare besked fra min terapeut forleden. Men jeg tør godt være halvvejs skråsikker på, at du, ja dig, også kender følelsen. Følelsen af at det er nemmere at lade være med at tage stilling. Følelsen af at det måske gør ondt og du kan ikke gøre noget, så du lader være med at mærke, for så kan du komme videre i teksten, videre med det, der er spændende. Ikke?

Sæt fødderne i gulvet.

Det er så nemt at stikke af. Jeg gør det hele tiden. Og det er når jeg stikker af, at jeg ryger helt derop, hvor det går allerhurtigst. SÅ er jeg effektiv! Så sker der vilde ting, der bliver booket aftaler, jobs og foredrag, visionerne står i kø og de kan ikke blive vakt til live hurtigt nok. Så er JA det første ord på min tunge og jeg taler tænker trækker vejret hurtigere end ellers.

Så kører det.

Lige indtil det ikke kører længere.

For på et tidspunkt siger kroppen hjernen stop min gør i hvert fald. På et tidspunkt kan jeg ikke stå ud af sengen når jeg vågner, på et tidspunkt kan jeg besvare tre mails og så ellers falde i søvn på et tidspunkt kan jeg kun tænke halve tanker sætte kvarte kommaer.

Så kommer de. De lange nætter med voldsomme drømme, de tunge dage med uønskede sofalure, studieangsten og projekterne der ikke aldrig sjældent er helt færdige.

Træk vejret ind gennem næsten, helt ned i dine tæer, lad mave og lunger udvide sig.

De kommer stadig, efter flere års terapi. Jeg ryger stadig ind i det mønster, jeg bedst kan beskrive som en rutsjebane. For det suser i maven, når jeg er helt oppe på toppen eller farer videre fremad i loopet, når jeg hænger med hovedet nedad og håber at det i hvert fald ikke er dér jeg går i stå brænder ud. Der er noget på spil i rutsjebanen, når den tager det frie fald fra top til bund – og så videre op igen.

Det er et fint billede, for de fleste af os kender til turene. Men den store forskel er at i rutsjebanen er du til stede i din krop. I den fysiske rutsjebane er det svært at være i hovedet, når kroppen rives rundt og kvalme bliver til hysteriske grin og signalstofferne går amok og sender energi og blod og jegvedikkehvad ud i hele din krop.

Den store forskel er, at rutsjebaneturen er sikker, du er spændt fast. Du sætter dig op i vognen med bevidsthed, og du stiger ud igen og går videre, når du har genvundet balancen.

Sådan er mine rutsjebaneture – de mentale altså – bare ikke.

For når jeg er helt oppe at flyve, når energien fra publikum, kollegaer, arbejdsgivere og mig selv fylder mig op og sætter tanker drømme planer i gang, så har jeg ikke noget loft. Og når jeg brænder ud, føles det ikke som om, der er nogen bund.

Jeg falder bare.

Hold vejret et par sekunder.

Ingen af enderne er ideelle. I ingen af enderne er jeg i kontakt med min krop, med min sorg, mine følelser, med det, der er mig. Dermed ikke sagt, at jeg ikke nyder dem! For det gør jeg.

Jeg nyder hvert et sekund af de ekstreme følelser, men på den måde, jeg tror man nyder et faldskærmsudspring eller noget, der er lidt farligt. For jeg ved godt at det ikke er optimalt. Jeg ved godt, at for at give plads til hele mig, skal jeg helst være et sted midt imellem ekstremerne. Det er dér, det er bedst.

Så jeg øver mig. Stopper med at tage stilling, starter med at prøve bare prøve at mærke noget.

Jeg trækker vejret og sætter mig på yogamåtten og laver en knold og finder youtube-guruen Adriene,  der er så sød og dejlig og rolig og grinende. Hun fortæller mig om kropsbevidsthed og om, at jeg er god, fordi jeg dukkede op. Hun kommer til at synge sange når hun instruerer, og sommetider er hendes hund Benji også med. Adriene er min bedste internetveninde, for med hende er alt OK.

Pust ud gennem næsen. Langsomt. Tøm kroppen.

For mig er det yoga, der får mig ned i kroppen. En gang imellem falder jeg ind i en meditation efterfølgende. En gang imellem græder jeg, fordi yogaen løsner op der, hvor følelserne sidder i klemme. Og så stopper jeg ikke, ikke sådan lige med det samme, i hvert fald, for jeg er bygget af alle slags følelser, også de ubelejlige.

Når jeg mærker min krop, kan jeg mærke, hvad den har brug for. Jeg får lyst til motion, som jeg ellers altid har hadet, jeg får lyst til bestemte madvarer, til bevægelse, til at være social eller helt, helt stille. Så kender jeg mig igen. Det er helt enormt fantastisk og det berører mig dybt, for det er noget, jeg har savnet uden at vide det.

Næste skridt, siger terapeuten, er at dyrke yoga blandt andre mennesker. Noget med tillid og forløsning og alt sådan noget. Noget med at komme ud af døren og forpligte sig.

Næste skridt. Lige nu trækker jeg vejret helt dybt herhjemme. Mærker og tuder. Så tager vi den derfra.

Gentag.

 

 

Written by

Skriv et svar