OM PLADS OG PLACERING

“Det er ikke fordi jeg er sådan helt vildt ked af det. Jeg har bare en hel masse følelser, jeg ikke ved, hvor jeg skal placere.”

Sådan fik jeg sagt forleden, forklaret reflekteret til en der er tæt på mig og også var det fysisk lige der i den anden ende af min strøm min ordbulimi som jeg så yndigt kalder den. Jeg er en af dem, der tænker højt for tankerne kommer samtidig med ordene for mig.

Jeg samler på de mennesker, der kan gribe det. Der kan rumme, at alt hvad jeg siger, ikke altid giver mening til at starte med. Jeg samler på de mennesker, jeg kan tænke højt på.

Det er nødvendigt for mig livsnødvendigt faktisk at sætte ord på mine følelser.

Jeg har aldrig gjort det før.

Jeg er nået dertil i min proces hvor jeg sætter pris på sorgen sætter pris på at være en lille smule ulykkelig. For det betyder at jeg føler noget, det betyder jeg er i kontakt med min krop og måske – bare måske, på et eller andet tidspunkt – også mine behov.

For en ting er at være ked af det. Én ting er at have sorg og erkende den og være i den og brænde sig og komme til skade. En anden ting er depressionen.

Depressionen er tomhed og fravær af følelser. Depression er følelsesløshed. Mangel på kontakt. Jeg kan stadig godt se den. Og der er ikke lang vej fra sorg til depression, for når man kender rammerne, er det meget nemmere at hoppe ned i hullet end det er at forholde sig til følelserne. Det er nemt at afskrive. Følelser. Folk. Forventninger. Pissefuckingnemt.

Menaltså. Det er ret nyt for mig. Det der med at føle følelser, sådan for alvor, sorg som glæde, og så anerkende det. Jeg synes, det er hårdt. Og jeg er bange for at blive et offer i andre menneskers øjne, fordi jeg synes, det er hårdt. Jeg er bange for at blive set på som skrøbelig, fordi der er noget, jeg er ved at lære at håndtere. Fordi jeg er i gang med at reparere mig selv, men det tager tid og nogle dage er værktøjskassen placeret højere end jeg kan nå op på reolen.

Jeg føler. Og jeg taler om det, for det er min måde at håndtere det på. Jeg kan ikke placere tankerne før jeg har formuleret dem. Det er på mange måder fantastisk at være i kontakt med alt det. Jeg er levende, fordi jeg reagerer så meget og ofte som jeg gør. Jeg er helt vildt sensitiv og det har jeg nok i virkeligheden altid været. Men jeg er færdig med at skubbe det bagud af frygt for at være for meget af frygt for at tage for meget plads.

Det vil jeg i hvert fald gerne være. For hver gang, jeg tager den, pladsen, bliver jeg stadig lidt i tvivl om, hvorvidt det er OK.

Jeg samler på de mennesker, der giver mig plads. De mennesker, der lytter uden at dømme.

Jeg håber ikke de dømmer.

 

Written by