VI SKAL IKKE ALTID VÆRE GLADE

…For vi har faktisk en hel del andre grundfølelser, og det er livsnødvendigt at vi giver plads til dem.

Skam er for mig – og mange andre – noget, der går hånd i hånd med depression.

  • Skammen over ikke at have lyst til at gøre ting, der plejede at gøre en glad.
  • Skammen over ikke at kunne smile og fylde et rum og sine venner med glæde.
  • Skammen over ikke at have overskud til at gøre selv de simpleste, hverdagsagtige ting
  • …Og meget meget mere. Skam er der nok af.

Vi skammer os, fordi vi ikke føler, vi passer ind. Fordi vi ikke føler, at der er plads til vores negative følelser. Fordi vi føler, at folk forventer, at vi skal være glade og til stede og positivt stemt i sociale situationer af enhver slags.

MENALTSÅ. Prøv lige at hør her. Depression eller ej – det er der ikke nogen mennesker, der er i stand til at være. Ikke altid. Det tror jeg simpelthen ikke på.

Jeg har flere års træning i at skamme mig og gemme mine følelser af vejen, fordi jeg ikke har følt, at de har været “belejlige”. Det har ikke været “passende” at være ked af det, for så har folk skulle forholde sig til mig og det. Jeg har fokuseret så meget på at være passende og belejlig og mit bedste selv for alle andre, at der ikke har været plads til mig. Det er ikke sådan, det skal være.

Min nøglesætning, når jeg er ude at holde foredrag, og generelt bare snakke med andre mennesker om de her emner – og ja, nu får I den gratis, se det som en lille forsmag – er følgende:

DU ER VÆRD AT ELSKE, ALENE FORDI DU ER TIL

Det er et mantra, jeg har gentaget for mig selv, mundtligt, i hovedet og på skrift, de sidste par år hvor jeg har gået i intensiv terapi og arbejdet med mig selv så jeg er blevet helt svimmel af det. Og jeg er efterhånden begyndt at forstå den sætning, der i starten var ren volapyk for mig.

Jeg er noget værd i mig selv. Jeg skal ikke præstere noget eller være på en bestemt måde for at høre til og for at blive elsket. Og når jeg kommer i situationer og relationer, hvor jeg føler, at jeg skal præstere – og det gør jeg stadig, det er sådan mønstre fungerer – så skal jeg vende ryggen til og gå. For i de situationer og relationer er det ikke mig, den er gal med. Der er en grund til at jeg får det sådan, bliver usikker og begynder at tvivle på mig selv, og det er ikke fordi, jeg lige pludselig er blevet et dårligere menneske. Det er fordi jeg er et sted, hvor jeg ikke skal være.

Jeg er noget værd, og jeg hører til i verden på præcis samme vilkår som mine medmennesker. Det samme gælder dig. Vi skal ikke altid være glade, det er bare sådan, vi tror det er, for det er sådan, det er nemmest. Hvis vi smiler og pakker negativiteten og grundfølelserne væk, har vi nemmere ved at forholde os til hinanden.

MEN DET SKAL IKKE VÆRE NEMT.

Jeg følte vrede og genkendte det for første gang sidste år. Det var helt vildt på mange måder. Vildt, fordi jeg kunne sætte ord på en følelse og mærke den i min krop. Vildt, fordi jeg var treogtyve år gammel og havde fortrængt det indtil da.

Når vi lærer at mærke os selv og reagere på vores følelser, når vi lærer at vi er vigtige, sker der vilde ting i livet. Det er egentlig ubeskriveligt, men det er som om verden åbner sig. Der er muligheder over det hele, når vi føler, vi er noget værd. Det er en lykkelig følelse. Men følelser skifter, og der skal være plads til dem alle sammen. Sorg, glæde, vrede, lykke, frustration, alle sammen. De kommer og går og vi føler, vi lever. For vi lever i dem og med dem, og vi er fuldstændig lige så vigtige og dejlige og lige så meget værd, når vi er kede af det eller vrede på verden, som når vi flyver på skyer af lykke og forelskelse. Der skal være plads til det hele, og når vi begynder at rumme os selv, bliver vi også meget bedre til at rumme de folk, vi har omkring os.

Forestil dig en verden uden skam og frygt for forventninger og andres syn på os. Det gad jeg faneme godt.

 

Written by

Skriv et svar