NOGET OM AT GENFINDE GEJST

…Og tage ansvar for at opretholde den.

Denne morgen var mørkere end de fleste andre morgener.
Jeg vågnede før min alarm, men det virkede som om, nogen havde slukket for verden udenfor. Sat gipsplader op foran mine vinduer.
Denne morgen var sløvere end de fleste andre morgener. Grå indeni og udenpå.

Sommetider glemmer vi hvorfor vi gør ting. Vi bliver studie- og arbejdstrætte, dagene bliver mørkere, dynerne stadigt mere tiltalende. Det er nemt at give op. Nemt at fokusere på de ting, der giver hurtig lykke – oplevelser, fester, venner, god mad, nye projekter.

Mit sidste halve år har været mildt sagt kaotisk. Det føles som om, jeg har fløjet rundt fra den ene vilde opgave til den næste store event og holdt møder og aftaler og set nye mennesker hvert minut. Jeg har holdt foredrag og skrevet digte og er blevet bestyrelsesforkvinde og knyttet bånd og mødt inspirerende, vilde og dejlige mennesker. Jeg har rejst og oplevet og arbejdet. Jeg har brugt og brugt og brugt af min sociale energi, og fået enormt meget igen. Det har været skønt og fantastisk og oplevelsesrigt ad helvede til.

Men der er også en anden side af sagen, en anden måde at se det på.

Det sidste halve år har jeg ikke færdiggjort en eneste bog – selvom jeg brænder for litteratur. Det sidste halve år har jeg skrevet meget lidt. Det sidste halve år har jeg glemt at følge med – endsige dukke op – på mit studie, og nu er jeg kamphamrende nervøs for eksamen og for at ting skal ramle. For det har de gjort før. Min far siger, at jeg brænder mit lys i begge ender, og han har jo nok egentlig ret.

Når det er sådan, er det nemt at give op. Jeg kender til opgivelse, for jeg har været der før. Jeg har siddet og stirret ind i den samme væg flere dage i træk uden at komme ud af dynerne, uden at spise noget særligt, uden at tale med rigtige ord til rigtige mennesker.

Selvom det sidste halve år har været travlt, har der også været de stillesiddende perioder. Dage, hvor jeg ikke har gjort noget, for jeg har ikke kunnet. Dage, hvor knuden i brystet har været så stor og altoverdøvende at det ikke har været muligt for mig at rejse mig op og tage tøj på og komme ud i verden. Dage hvor jeg har haft lyst til at græde men ikke har kunnet for jeg har ikke følt.

Denne morgen stod jeg op alligevel. Det tog tid, men jeg gjorde det. Jeg stod op og gik i bad og lavede kaffe og spiste noget.
Og så satte jeg mig ned igen. Denne morgen var min krop tungere end på de fleste andre morgener. En del af mig havde lyst til at lægge mig tilbage i sengen.

Depression er ikke noget, man lægger fra sig igen, det er noget, man lærer at leve med. Det er noget, man lærer at kæmpe imod. Håndtere.

For mig handler det om at finde en balance. For mig handler det om at læse mig og min krop rigtigt – har jeg rent faktisk brug for at ligge vandret og holde om mig og passe på mig selv uden at gøre andet hele dagen? Det har jeg nogle gange. Nogle gange har jeg presset mig selv for hårdt, og så trænger krop og sind til hvile. Andre gange er det noget andet, der er brug for. De fleste gange er den rigtige løsning – og det ved jeg, selvom jeg ikke vil anerkende det altid – at komme ud og afsted. At udrette noget. At deltage.

Så denne morgen blev den kvart over lidt for meget, før jeg havde fået tøj på og pakket tasken. Jeg er ude af stand til at stresse og have travlt, hvis ikke lokummet virkelig brænder, så jeg løb ikke ud for at nå bussen i sidste øjeblik.
Denne morgen gik jeg ind til Stine og spurgte, om jeg måtte køre med til en station, når hun skulle afsted. For så vidste jeg, at jeg ville komme ud af døren. Så fik jeg en hjælpende hånd, et skub i ryggen, og det var det der skulle til. Denne morgen kom jeg op og ud for jeg vidste at jeg havde brug for hjælp og jeg vidste, hvor jeg skulle gå hen for at få den. Det var heldigvis bare i værelset lige ved siden af.

Jeg læser dansk fordi jeg er vild med litteratur og sprog. Jeg er intelligent og sulten på viden og refleksioner og de gode diskussioner. Det glemmer jeg når verden fylder og jeg skyder min energi i alle mulige andre retninger og griber alle chancer og muligheder så snart de dukker op, uden at reflektere over, hvad godt de egentlig gør for mig i sidste ende.

Denne morgen kom jeg ud og afsted og da jeg kom ind på universitetet, denne morgen, i kaffebaren som jeg har så kær for den er fuld af gode mennesker, fik jeg gejst igen. Jeg fik lyst til at læse, lyst til at kigge på teoretikere og kloge kvinder der har fundet ud af kloge ting som jeg kan undersøge og perspektivere til verden. Jeg diskuterede litteratur og genrer over en cigaret med en ven og fyldte koppen op og tog til undervisning og brændte for en diskussion om køn og samfundsstrukturer. Jeg er her nu, og lige nu kan jeg huske, hvorfor jeg er her. Jeg kan mærke, at der er en grund til at stå op, og at der er uendelige muligheder, og at jeg skylder mig selv fordybelsen og det hårde arbejde.

Jeg skylder mig selv at stå op og komme ud og arbejde hårdt for der er en grund til at jeg gør det. Det er ikke en grund, der er klart defineret, det er mere en følelse. En flytning af knuden i maven, en lidt mere rettet ryg.

Jeg har ansvar for mig. Ansvar for at være den bedste version af mig, og det først og fremmest for min egen skyld.
Jeg har ansvar for at skubbe til mig og flytte på mig og passe på mig. Jeg kan skal vil tage det ansvar. Og når jeg gør det, føles det rigtigt.

Det handler om at gøre det, der føles rigtigt, også når det betyder, at jeg skal trodse mig selv. For det skal føles rigtigt-rigtigt. Sådan helt inderst og bagved forsvarsmekanismerne og mønstrene og den sorte hund der er min depression.

 

Written by

1 comment / Add your comment below

  1. Dejlig læsning på vores 36 års bryllupsdag?
    Flot beskrivelse af skandinavisk vintermorgenhumør. Tænk på dem som står op for at køre til malmberget i Kiruna?
    Tror rigtig mange af os har det sådan en gang i mellem, det er nødvendigt for at kunne få øje på virkeligheden?men træls når det sår på, en slags mentalt vokseværk måske?

Skriv et svar