NOGET OM AT GØRE PRÆCIS SOM MAN HAR LYST TIL

Jeg var i Meny forleden.

Jeg starter der. Jeg ved godt, at det er frygteligt længe siden at jeg har skrevet noget. Jeg skal nok komme til pointen. Håber jeg. Jeg har i hvert fald en masse lyst til og mod på at skrive, og jeg er glad for at være tilbage her på platformen. Men jeg fortryder heller ikke mit fravær et sekund.

Menaltså. Jeg var i Meny forleden. Efter at have været ude at rejse i et par uger kom jeg hjem til min Valbyhybel med trægulvene og træpanelerne og mine møbler min seng min duft min dobbeltdyne. Og verdens mest skuffende køleskab. Så jeg daffede ret hurtigt over i Meny uden helt at planlægge indkøb, gik mest bare efter hvad min krop kaldte på.

Et lille mellemspil igen, for forståelsens skyld: jeg har været i Polen. I Polen på to forskellige, på hver sin måde fuldstændig fantastiske, slotte, omgivet af dejlige mennesker 24/7. Det var smukt. Jeg smider billeder op senere. Der var masser af god vin og gode venner. Maden blev mindre vigtig, den var nem at skippe når den ikke smagte af noget, og der var masser af andre ting at tage sig til.

Det i sig selv er selvfølgelig problematisk. Jeg har nydt min tur, men spiseforstyrrelsen har flirtet i hjørnet af hjernen. Jeg har ikke ageret direkte på den. Jeg har taget ansvar for den det meste af tiden, for jeg har vidst, at jeg havde et ansvar for at fungere. Så på den måde er jeg stolt af mig selv. Jeg er nødt til at tage ansvar – for der er ikke andre, der hverken kan eller skal gøre det for mig.

Jeg skriver i dag om at gøre, hvad man har lyst til. Og jeg har haft lyst til at lade være at spise. Jeg har haft lyst til at kaste det op, jeg har indtaget. Men jeg ved efterhånden godt, at den lyst ikke er reel, og at den kommer andre og mørkere steder fra. Så jeg har ikke gjort det. For jeg har også en anden lyst. Jeg har lyst til at være et forbillede, lyst til at være fuld af god energi, lyst til at inspirere mine medmennesker.

Jeg har lyst til at tage ansvar for mig selv, og så må det meste andet altså underprioriteres.

Jeg har kæmpet i mange år med lyst og manglen på samme. Det er hårdt at findes, når man ikke ved hvordan. Det er hårdt ikke at vide, hvad man vil, for andre forventer, at man vil noget, det er sådan vi bliver til i selskabet med andre mennesker.

Jeg kan tydeligt huske den gråvejrseftermiddag efter to og en halv times intensiv terapi, hvor jeg rent faktisk vidste, hvad jeg havde lyst til. Det var helt konkret, avocado, tror jeg, og det var verdens største befrielse at kunne gå ned i Netto og købe det, alene af den grund at min krop kaldte på det – og jeg kunne høre den!

Vi gør så mange ting uden at vide, om vi rent faktisk har lyst til at gøre dem. Jeg har gjort mange ting jeg ikke havde lyst til. Jeg har gjort ting fordi de føltes som om de skulle gøres. Jeg har været sammen med mænd, spist ting, undgået at spise ting, haft jobs, studier og venner uden at tage højde for om det var det, jeg rent faktisk ville. Jeg har levet bevidstløst en stor del af mit liv. Uden at vide at det var avocadomaden eller ham den søde fra jobbet der rent faktisk var lyst til og behov for hos mig.

Så jeg gik i Meny og fyldte indkøbskurven med hvadsomhelst, og besluttede mig for, at penge ikke skulle have betydning. Jeg lyttede til min krop. Ikke til samvittighed og “burde” og fornuft og alt muligt andet. Bare til lysten. For den var der, og det skal man huske at sætte pris på. Jeg kunne mærke mig selv, og det er alle pengene værd.

Så – når du kan, når der er noget, der kalder – lyt! Lyt lyt lyt. Jeg bliver så glad, når jeg kan mærke, at der er noget, jeg brænder for, noget jeg har lyst til at gøre. Det er for mig næsten ligegyldigt om det er en bestemt slags vingummier eller et digt eller en person eller nogle skæve ord eller en gåtur, kroppen kalder på. Det vigtige er, at jeg kan høre mig selv. Der er hul igennem, der er noget, jeg vil, og det er vigtigt, for det betyder, at jeg kan mærke noget. Jeg kan godt lide at mærke noget. Og efterhånden sker det oftere og oftere, fordi jeg giver det plads, og fordi jeg skaber roen til det omkring mig.

På samme måde forsøger jeg at stoppe med at gøre ting, bare fordi jeg skal. Ud med overjeg’et og sådan. Jeg har forsømt studiet i allerhøjeste grad, og det er ikke noget, jeg er stolt af. Men andre ting har været vigtigere, og jeg er fireogtyve år og hele verden ligger foran mig. Livet kommer i vejen en gang imellem, og hvis jeg skal gå glip af noget og brænde nogle broer for at mærke mig selv, så må det være sådan.

Jeg skal først og fremmest findes for mig. Jeg skal gøre ting for min skyld, for jeg er det værd, og det er mig, jeg lever for.

Written by