MIN NERVØSITET HAR ET ANSIGT

…Og det ser omtrent således ud. Ovenfor altså.

Billedet er taget af Liv Løddesøl. Hun er, udover at være et fantastisk menneske, også elev på Engelsholm højskole, som jeg har nævnt før og nok aldrig stopper med at vende tilbage til.

Jeg tror, dette billede blev taget umiddelbart før jeg gik på scenen. Før jeg holdt min første digtoplæsning nogensinde i en guldbeklædt sal jeg har så kær.

Jeg var klar. Jeg havde besluttet mig og jeg havde produceret i døgndrift og jeg var stolt trorjegnok og i hvert fald fanget af stemningen og øjeblikket.

Jeg bliver rastløs, når jeg er nervøs. Overgearet, urolig, irritabel. Så prøver jeg at trække vejret dybt og komme helt ned i fødderne og sådan. Drikker noget vand. Det plejer at virke.

Jeg trak vejret dybt og håbede på, at der ville dukke nogen op. Jeg husker følelsen af nærmest at begå overgreb med tunge ord og dybe hemmeligheder. Der dukkede nogen op. På alle de stole, der var sat frem, faktisk. De lyttede, smilede, grinede, græd. Jeg var fuld af ord og jeg kastede dem ud i rummet uden helt at vide hvad jeg skulle forvente af reaktion. Det var en vanvittig og øjenåbnende og berigende oplevelse og jeg glæder mig til at gøre det igen.

Bagefter var jeg tom. Jeg husker at sidde udenfor, ude ved bordet, og være helt tom for ord. Der var ikke mere tilbage.

Min kreative proces er en rutsjebane af mere eller mindre euforiske opture og så den der dybt nødvendige, eksistentielle efterfølgende tomhed. Det lyder dramatisk – og det er det også. Det er sådan, det skal være. Måske bliver jeg bedre til at udjævne svingturene med tiden. Men lige nu er de vilde og jeg elsker det og hader det og lever for det.

Den aften på højskolen lærte jeg noget om mig selv. Jeg lærte, at jeg kan tilføre noget. Jeg lærte, at jeg kan bevæge folk. Jeg lærte noget om at være til stede.

Og jeg tog det med hjem.

Written by