OM ALT DET VI IKKE FÅR GJORT

Jeg har haft sådan en af de dage.

En af de der dage, hvor jeg ikke var i stand til at rejse mig fra sengen for at nå alt det skemalagte. En af de dage, hvor jeg var nødt til at trykke på pause for herefter erfare, at det ikke hjalp, at verden stadig fortsatte rundt om mig.

Men sådan er det. Verden fortsætter, og det er ikke altid, vi skal følge med. Det er ikke altid, det er meningen, at vi skal være lige der hvor skæbnen skemaet vennerne whatever siger, vi skal være. Det er ikke altid, vi skal gribe de bolde, der bliver kastet til os.

Men det er svært at lade være, når vi nu står der allerede, med tilsyneladende frie hænder, muligvis i stand til at gribe.

Jeg ved ikke om det er fordi min hjerne har taget ‘gribe bolde’-metaforen med sig i ganske bogstavelig forstand, men min koordination har også været helt frygtelig i dag. Jeg har slået hovedet hårdt ind i en væg. Jeg har slået knæet eller var det albuen ind i en radiator. Jeg har tabt ting og til sidst slet ikke været overrasket eller gidet at forsøge at samle dem op igen. Jeg tror, min krop har prøvet at fortælle mig noget. Jeg tror ikke, det var meningen, at jeg skulle gribe bolde i dag.

Og det er helt OK! Det er OK at være flad. Man SKAL faktisk være flad en gang imellem. Også selvom det lige har været weekend og man egentlig skulle have haft en masse energi.

Could’ve would’ve should’ve. Fuck det altså. Ja, pardon my Danglish.

Det er det dejligste i hele verden at lytte til sin krop.

Og noget af det mest angstprovokerende.

Det er for fedt at gå glip af ting. Det er dejligt og behageligt at trække vejret helt ned i dynen og mellemgulvet og ikke have et bestemt tidspunkt hvor man skal stå op. Det er virkelig, virkelig rart ikke at SKULLE noget. For det eneste jeg SKAL – det er at passe på mig selv bedst muligt. Og det tror jeg faktisk, jeg er ved at forstå, hvordan man gør.

Så i dag har jeg plantet planter om og købt et par pæne ting og lavet god mad til mig selv. Jeg har ikke arbejdet før nu. Jeg har forsøgt at være lidt mindre online. Jeg har ikke været ude på studiet. For jeg har ikke haft kapaciteten til det. Jeg har været overstimuleret og set alarmknapperne blinke, og jeg har reageret på det.

NU arbejder jeg. Og giver mig selv en (akavet) high-five for at have lyttet efter.

Det er også helt vildt svært.

Det er helt vildt svært ikke at føle sig som Maude (ja, jeg går ud fra, at jeg i disse dage kan skrue op for Matadorreferencerne selvom jeg faktisk aldrig selv har set mere end et par afsnit), når jeg har brug for at lægge mig og lukke øjnene og bare lige tage lur… for anden gang på en dag.

Det er helt vildt svært at se alle mulige og umulige muligheder komme flyvende og kravlende og haltende forbi og ignorere dem for nu, vel vidende at det måske var nu og ikke i morgen de skulle gribes for sådan rigtigt at blive til noget.

Det er svært at føle at man skal gå gennem alle dørene, når man kun har én krop og egentlig allerhelst bare vil ligge ned lidt.

Men det er OK. For det er voksen, og voksen er omsorg og hensynstagen til egne behov. Voksen er at forstå, at det sjove ikke altid er det sjove i længden, for når man har leget hele dagen har man brug for mad og lur og ro og rene sokker. Og jeg er min egen voksen nu, så jeg skal også tage de kedelige beslutninger. Og for øvrigt sagde Tom Waits noget klogt til Elizabeth Gilbert om idéer:

A melody came to him and because he had no pen and paper and was of course, driving, there was no way for him to record his idea. At first, he became frustrated and angry, but then he looked to the sky and said to the muse:

“Excuse me. Can you not see that I’m driving? If you’re serious about wanting to exist then I spend eight hours a day in the studio. You’re welcome to come and visit me when I’m sitting at my piano. Otherwise, leave me alone and go bother Leonard Cohen.”

Tag det her med dig; der kommer altid en sporvogn og en pige til. Eller også var pigen og sporvognen i virkeligheden bestemt for en anden, der havde mere brug for den end dig, eller var på et lidt rigtigere sted, på et lidt rigtigere tidspunkt. Livet er for kort til at ærgre sig over det overskud, man ikke har, og hvad pokker er pointen egentlig også i ærgrelse.

Voksen-Louise tjekker ud nu. Jeg håber, du som mig har fået lidt mere mod på at vende nogle af de ting, der umiddelbart kan virke som nederlag, til dine helt personlige sejre. For det fortjener du.

Written by