ÉN MANUAL ER IKKE NOK

Spørgsmålet skal ikke være, hvorvidt psykologhjælp skal være gratis eller ej. Spørgsmålet skal være, hvorfor det ikke er gratis endnu.

Det er så utrolig, uretfærdigt svært at få kompetent psykologhjælp i Danmark, hvis man ikke har kontakter eller penge på lommen.

Min erfaring siger, at når det kommer til sygdom er vores samfund og sundhedssystem indrettet efter dem, der får fysiske skader. Sygemelder man sig, er noget af det første, man skal gøre som lønmodtager, at udfylde en såkaldt mulighedserklæring. I den skal der stå, hvad man fejler, hvilke aspekter af sit arbejde man ikke kan klare og hvorfor, og hvornår man forventer at være klar igen.

Det er da fair nok? Ja. Hvis du har brækket benet, og røngtenbilledet kan give gode svar og operationen forløber som den skal. Hvis du har fået en fysisk skavank, kan det som regel fikses.

Gratis.

Det er noget andet med angst og depression. Noget helt, helt andet. Og vi er nødt til at lave om på det, for som det er lige nu, bliver man kun mere syg af at være i systemet.

Jeg har grædt på jobcentret flere gange end jeg kan tælle, jeg får stadig en gang imellem angst af at tjekke min e-boks, og jeg har brugt det meste af min opsparing på private psykologer, fordi dem, jeg kunne få tilskud til, enten havde et års ventetid eller var inkompetente og uempatiske.

Når man er sygemeldt med angst, stress eller depression, er det fordi, man er nået ud over kanten. Det er ikke for sjov, og det er absolut ikke mindre alvorligt, bare fordi det ikke kan ses fra lang afstand. Man er udbrændt. Man skal have tid og ro og værktøjer til at hele – ikke månedlige, kritiske tjek og konstante vurderinger af “hvor syg man nu i virkeligheden er” – det forlænger kun processen.

Vi er nødt til at satse mere på psykiatrien for ikke at tabe endnu flere mennesker på gulvet. Vi er nødt til at starte i en ung alder, og vi er nødt til at være opmærksomme hele vejen rundt. Ikke bare læger og socialrådgivere skal have mere viden og uddannelse, men også lærere, studievejledere og chefer er nødt til at være mere opmærksomme.

Det er moderne at være robust – men attituden er, at hvis du brækker benet, er det jo ikke din fejl. Så må du ligge i sengen. Det er noget andet med angst, stress og depression. Jeg har mødt så utrolig meget skepsis fra folk og gør det stadig. Det er som om, jeg skal gå i detaljer med spiseforstyrrelser og selvmordstanker for at blive taget seriøst – og derefter stemplet som skrøbelig.

Jeg er ikke skrøbelig – tvært imod. Jeg blev bare ikke grebet da jeg faldt, så jeg måtte bruge tid og energi på at rejse mig op igen. Terapien har givet mig uvurderlige værktøjer til refleksion og valg og det at leve livet helt generelt. Jeg er en ressource, hvis vi skal sige det sådan, fordi jeg har lært at tage hånd om mig selv. Fordi jeg (mest min krop, faktisk) insisterede på en pause, da det gik allermest galt.

Fordi jeg var opmærksom og stoppede op har jeg fået muligheden for at leve et langt og fantastisk liv og gøre de ting, jeg brænder for. Fordi jeg stoppede op, ved jeg hvad jeg brænder for. Men det tog alt for lang tid at blive taget seriøst. Og der var alt for få, der blandede sig i mit liv og mit velbefindende.

Jeg synes, vi skal prøve at blive bedre til at blande os i hinandens liv. Jeg synes, vi skal vægte psykiatrien i langt højere grad, og jeg synes, vi skal aftabuisere psykiske sygdomme. De er fuldstændig lige så reelle som de fysiske – så det er mig en gåde, at vi skal kæmpe så utroligt meget hårdere for at blive taget seriøst og få kompetent behandling for dem.

Vi er nødt til at acceptere at sygdomme – fysiske såvel som psykiske – er forskellige, og derfor kræver forskellig behandling og handling. Én manual er ikke nok.

Written by

Skriv et svar