SOMMETIDER ER DET SVÆRT AT SMILE

…Og så lader jeg faktisk bare være. 

Sommetider er det sådan at man aldrig rigtig vågner fra sin lur og så står man alligevel op men man er tør i munden. 

Sommetider har man kvalme og folk er dumme. Sommetider er man bare sur. 

Sommetider snakker folk for højt i bussen om personlige eller ligegyldige ting, sommetider har man sovet rigtig dårligt, sommetider er man stresset eller i tøjkrise klokken timinutterforsentalligevel. 

Sommetider ledes verden af idioter og der findes stadig folk, der tror – eller i hvert fald opfører sig som om, de tror – at det er OK at køre to Christianiacykler side om side på cykelstien. Sommetider taler folk rigtig grimt til deres børn og man kan se svigtet kende mønstrene. 
Sommetider er det svært at smile. Men det er som om, det er forventet af os alligevel. “Smil! Det gør dig pænere!” 

Stop med at sige dumme ting. Især dumme ting om hvad du synes jeg skal gøre. 

Jeg er ikke til for at være pæn. Det er ikke min altoverskyggende pligt i livet at smile store smil for at glæde andre. Jeg er ikke til for at glæde andre. 

Nogle gange har jeg bare ikke grund til at smile. Nogle gange når det er sådan forsøger jeg alligevel og så føles det sært og falsk og unaturligt. 

Andre gange – mange gange faktisk efterhånden – har jeg masser af grund til at smile, og så gør jeg det. Fordi det er rart og smilet kommer indefra. Så kan jeg måske være med til at lyse andres dag op, og det er da vældig rart. Men det skal være den vej rundt, for jeg er ikke til for det. Jeg er ikke til for andres skyld, der har jeg været, aldrig igen. 

Når jeg ikke har grund til at smile så smiler jeg ikke. Så tager jeg solbriller på og nyder at stirre olmt ud på alle bag dem, så trætter jeg med munden i et resting bitch face af dimensioner. Så gør jeg ting hvor jeg koncentrerer mig og der er det ikke lige smilet jeg fokuserer på, for jeg kan skal vil så mange ting og de skal ikke afhænge af hvordan andre vil have mig til at se ud.

Jeg skylder ikke smil. Det gør du faktisk heller ikke. 

Det er med smil som det er med chokolade og alle de andre gode ting i livet; det er dejligt at få dem, det kan være OK at dele dem, du kan kæmpe for at skabe dem. Men du kan altså ikke tillade dig at opføre dig dårligt, bare fordi folk ikke giver dem til dig. 
Billedet er taget af skønne Jens Ulrich. 

Written by