HJEMKOMST TIL ET SLOT #2 – Eksistentielle kriser og middagslure

Kreativitet og kunst og skabelse er vanskelige størrelser – du ved aldrig, hvornår det, du gør, er godt nok. Du kan aldrig være helt sikker på, præcis hvad det er, der skal til. Det er en følelse, det handler om. En følelse, der kan være noget så fæl.

Min uge på Engelsholm højskole er et forløb sat sammen af konstante op- og nedture.

Jeg bliver hele tiden bekræftet i, at det jeg gør, er godt, at jeg er på vej i den rigtige retning. Jeg føler drivet og energien og skaber ting og har lange diskussioner med spændende mennesker ved alle måltider og rygepauser og hvadellers.

Jeg kan skrive og skrive og skrive og læse og så skrive igen – og så lige pludselig blive helt i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde har skrevet et eneste ord, der faktisk gav mening, der faktisk lød godt.

Det er enten/eller for mig i disse dage, og det er opslidende og hårdt men også helt fantastisk livsgivende. Jeg har ikke lyst til at tage hjem, for en klog kvinde sagde forleden at det virkelige liv ikke er en højskole, og det er sandt.

Én ting er, hvad jeg bringer med mig af erfaring, lyst, talent, drive og håndværk.

En helt anden og større ting er, hvad højskolen som sted og de mennesker, der bor her, bidrager med. Her vil vi hinanden, vi ser hinanden i en kontakt, der fordrer kreativiteten. Vi accepterer hinandens narrativer som værende kunstnere – og dét i sig selv, at tro på den titel – kan gøre en verden til forskel.

Jeg tror på højskolelivet som en uddannelse, alle mennesker ville kunne drage nytte af. Jeg tror, vi ser hinanden for lidt i det såkaldt virkelige liv.

Højskolen vil en anden slags dannelse. Den er genial til det faglige, ja, for man fokuserer på sit fag i næsten alle sine vågne timer. Og man diskuterer det og ændrer på det og lader sig inspirere af ligesindede og af folk, man ser op til.

Men det menneskelige aspekt er mindst lige så vigtigt, og jeg har endnu ikke fundet det andre steder end i højskolemiljøet. Her er vi nødt til at lære at leve i selskab med andre. Vi er nødt til at være solidariske og diplomatiske og empatiske og forstående – for ellers kan vi ikke leve sammen så mange mennesker på så lidt plads.

Det er udmattende at arbejde så meget med sig selv, endsige lave kunst, der baseres på eget liv og egne erfaringer. Men det er OK et sted som her, for rammerne er helt perfekte til det. Fem måltider om dagen, et slot i en voldgrav ved en sø, indlagte pauser til middagslure, kreativitet og filosofiske diskussioner. Konstant flow af energi og inspiration – for alle skaber noget hele tiden.

På højskolen tør vi hinanden, og vi vil hinanden. Jeg drømmer om at kunne tage den stemning og vilje med hjem, og skabe kontakten og det reelle og opbakningen og inspirationen i mit hverdagsliv. Jeg drømmer om at tage boblen med mig i lommen.

Written by

Skriv et svar