HJEMKOMST TIL ET SLOT #1

Ingenting har ændret sig

Ingenting er det samme.

Jeg er ret sikker på, at de bruger det samme rengøringsmiddel som for fem år siden, men det er først nu, jeg lægger mærke til, hvordan her egentlig lugter; en blanding af ubehandlede trægulve, tunge gulvtæpper, forskellige mennesker og så bare den der duft af det der rengøringsmiddel, det må jo næsten være det, der stadig hænger i luften.

Her dufter ikke af Rosanna længere. Rosanna havde lange dreadlocks og urter til alting og røgelse på sit tårnværelse. Det er længe siden, jeg har snakket med Rosanna, men det føles som for nyligt at vi sad her i musikladen som jeg gør det igen her til aften. Rosanna spillede cello, jeg forsøgte mig med min nye guitar der var kommet med pakkeposten i en guitarformet papkasse og havde ligget til mig og skue for alle de andre på flyglet i avisstuen.

Jeg sover på Emil og Benjamins gamle værelse, men ser ikke længere deres overkroppe stikke ud af vinduet og råbe fjollede ting til hinanden og os andre nede på slotspladsen.

I stedet ser jeg Johannes og Simon og Maria og Marcus og alle de andre have en fest en tirsdagsfest lige her med og omkring mig. Rusmidlet er ny energi og lærenhinandenatkende og findenindtilhinanden og kreativitet der lyser ud af overfyldte ansigter.

Jeg er brudt ind i en bobbel og jeg føler mig velkommen. Eleverne er helt nye og grønne og flyder over af indtryk og vild, kreativ energi. Her ser vi hinanden og jeg kan sige vi, for jeg bliver set og er med til at se.

Jeg er brudt ind i den bobbel men den er ikke bristet for den kan holde til at jeg også er her lidt endnu. Jeg tager hjem på lørdag men jeg er nødt til at komme igen og igen og igen for stedet er magisk og boblen er magisk og der sker noget voldsomt på slottet med voldgraven midt ude i ingenting og det har der gjort lige siden jeg forlod det første gang for fem år siden.

Jeg kan ikke finde ud af, om det er stedet, der skaber magien, eller om det er de folk, der fylder stedet op, der står for den. Men magien findes og den er så livgivende at jeg næsten bliver panisk ivrig efter at skabe så det er det jeg gør.

En gang imellem er vi heldige at falde over boblerne. Boblerne af kontakt og åbensindethed og mennesker, der vil det samme eller noget, der ligner.

Bobler findes når man føler sig velkommen selvom man kommer alene. Når man ikke er bange for at træde ind i et fællesskab, eller når den frygt man har, bliver gjort til skamme.

Bobler findes, forgår og kan skabes, og Engelsholm er et levende bevis på det.

Written by