LILLE SPEJL PÅ VÆGGEN STOR BETYDNING

SØNDAG

Det er søndag og jeg har lidt tømmermænd og jeg har sovet hos en veninde i den slags seng hvor man skal kravle op ad en stige og der er ingen sengehest men jeg faldt ikke ned i søvne så det er jo godt nok.

Det er søndag og hos Elizabeth er det meste holdt i afdæmpede toner. Sort og hvidt og træ fordi det giver ro til øjet og plads til nuancerne.

Det er søndag og jeg står op og går ned og stopper op. Jeg ser mig i spejlet og jeg ser noget smukt og jeg bliver lidt overrasket og stående og nyder øjeblikket der, halvvejs næsten hele vejen nede på jorden igen.

Det er søndag og jeg har lidt tømmermænd og nogle dage går det bedre end andre med at lægge billeder på Instagram for at normalisere kropsdiversiteten og forhåbentlig inspirere andre og mig selv.

Det er søndag da Elizabeth siger “Du kan jo tage et billede i spejlet, måske fra brysterne og ned” og lyset falder ind og jeg tænkte det samme før hun sagde det men jeg er rørt over at hun siger det for nu er det her ikke længere bare mit projekt men alles og jeg deler deler deler og det føles fuldstændig rammende rigtigt.

MANDAG

Det er mandag og jeg vågner tidligt for jeg faldt endnu tidligere i søvn og jeg husker mit næstennøgenbillede på Instagram og jeg bliver glad for jeg synes stadig det er smukt. Jeg ejer mig og mit selvværd og mit kropsbillede i bogstaveligste forstand. Selvom jeg har blottet mig kan ingen tage det fra mig.

Det er mandag og jo mindre jeg gemmer mig, jo synligere jeg bliver, jo mere jeg giver, des mere føler jeg at jeg ejer.

Det er mandag og jeg har stadig ingen ægte stedsans, men jeg har viljen og lysten og drivet til at gå og så falde og så rejse mig og så gå en gang til og jeg færdiggør det ene projekt mens jeg påbegynder det andet tænder næste cigaret med den forriges glød for det er bedre at være i gang end at skulle være afhængig af en lighter som kan være ustabil og tom og ikke altid virke.

Det er mandag og jeg holder af min æstetik og etellerandet virker for mig nu så jeg må hellere bare fortsætte tænker jeg og jeg skal også have vandet planterne.

Written by

Skriv et svar