OM EN ØNSKEØ I ET PARALLELSAMFUND

 

 

Jeg har faktisk skrevet blogs om det her før. Der er meget af det, jeg skrev for mere end to år siden, da jeg boede på Bornholm, som jeg ikke kan genkende længere. Men jeg anerkender, at jeg var et andet sted, fysisk og mentalt, og at ordene havde værdi dengang.

Dengang for to et halvt år siden, da jeg hoppede på en ledig praktikplads og det gav mening og stjernerne stod som de skulle, så jeg smuttede fra ét midlertidigt hjem i Aarhus til et andet på Bornholm. Noget af det første, jeg skrev i avisen Bornholms Tidende, var en klumme om at være tilflytter. I den stod blandt andet det her:

Man flyver let og elefant hen over fortællingen om samfundet i samfundet, virksomheder, vejr og vinterliv. For det er jo Udkantsdanmark, og med det blåstempel i panden, hvem skulle så ønske sig derhen? Ja, altså, jeg gør det med glæde.
Min far har en date med Leonora Christina igen søndag. Inden da skal han lige nå at gøre de sidste far-ting. Hylde-og spejlopsætninger og sådan. Vi kigger på vandet og drikker kaffe. Det er utroligt, hvad vand gør ved folk. Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg finder Bornholm så fantastisk. Min smånaivt romantiske forestilling om en lille ø, hvor tingene bare er lidt mere i harmoni med naturen. For det er de nødt til at være.
Jeg græder lidt, da jeg sender ham afsted. Hader at sige farvel. Går i Kvickly og sådan. Frygter lidt, at olien på mine fingre, der satte sig, da jeg lukkede min hoveddør, har givet mig et upassende overskæg i forsøget på at tørre tårerne væk. Tjekker efter med telefonen som spejl. Folk kigger alligevel lidt skævt til mig, synes jeg. Måske ikke, måske går det over.
Styrer min begejstring for bornholmske lokalvarer, og formår at undlade at hoppe på stedet og bryde ud i begejstringsråb på rungende nordsjællandsk. Jeg gør det ikke. Jeg er her nu – en af dem, der bor her, jo. Men det ER altså lidt fantastisk.

Jeg fik så meget ros for den tekst. Første side i avisen, kæmpe billede af mig. Tvetydigheden står for mig endnu stærkere nu, end den gjorde dengang. Dengang jeg ingen idé havde om, at jeg var i færd med at tage hul på de fire måske mest voldsomme måneder i mit liv. Dengang jeg ikke vidste, hvad angst var, og troede, at det bare var mig, der var hysterisk. Oversensitiv. 

Den tid er en anden og lang lang lang historie, jeg stadig bearbejder og skriver videre på. Materiale nok til en hel serie af noveller. Håber jeg.

Min pointe lige nu er, at jeg har et seriøst had/kærlighedsforhold til den lille ø i Østersøen. Her i ugen var jeg afsted igen. Solen skinnede og det er altid lidt varmere på Bornholm og jeg var i armene på en gammel veninde der åbnede sit lille, fantastiske hjem for mig. Det meste af Bornholm er vanvittigt smuk, og især på nordøen er der klump-i-halsen-fremmende udsigt, uanset hvorhen man ser. Så glemmer jeg klaustrofobien og de dårlige minder for en tid. Så finder jeg ro og styrke og forstår ikke helt min forkærlighed for København og lejligheden med udsigt til parkeringsplads og  det nærmeste jeg kommer havudsigt er de svømmende blikke fra stamgæsterne på bodegaen overfor. Jeg glemmer de kolde, mørke og vanvittigt ensomme vintre. Jeg glemmer følelsen af forladthed lige indtil jeg sidder alene igen og kigger udover noget vand og er lykkelig for at min veninde kun er et par hundrede meter væk.

Der er noget fantastisk smukt ved Bornholm. Et øsamfund, en bobbel, et parallelt univers med sin helt egen, langsomme rytme. Tiden går ikke i stå men den har sit eget temperament. Man kommer aldrig helt hjem fra sommerferie på Bornholm. Heller ikke når det sner i marts. Det bliver aldrig sådan rigtigt hverdag, for alle andre kommer kun, når de er på ferie. Der er hverken togskinner eller lyskryds eller motorveje. Vejret bestemmer alt.

DET ER NEMT at romantisere et sted, man primært ser, når man har ferie og indstillet sig på et helt andet mindset og tager afsted for at stikke af fra hverdagen. Det er sværere at blive i ikke-hverdagen, når de andre tager hjem. Jeg er glad for at jeg endte med at tage hjem. Dengang og nu i torsdags. Boblen er rar, men for mig skal den briste igen for at jeg kan blive ved med at være mig. Og bodegalarmen vænner jeg mig faktisk til efterhånden.

Skærmbillede 2017-08-12 11.24.47

Skærmbillede 2017-08-12 11.25.51Skærmbillede 2017-08-12 11.26.15

Written by