BORDPLADS

To stole og et bord.

Lave, bløde stole. Armlæn på den ene. Kitschy betræk. Den slags lillebitte bord, hvor der ikke er plads til noget som helst.

Bordet er en joke i sig selv som det står der, indbydende, bordagtigt, inviterende. “Jeg er et bord, jeg har en funktion,” siger det. Men det oversælger sig selv på den måde, med sin næstenfunktion. Bordet er et bord fordi det har ben og overflade. Der kan stå noget på bordet. Men hvis to menneskers te og kagetallerkerner og pakkenelliker og papirer skal have plads, ja så går det galt.

Bordet er et egoistbord. Det handler om, hvem der først indtager pladsen, hvem der først stiller sine ting på bordet. Typisk er det den samme, der skynder sig at vælge stolen med armlæn. Så kan man læne sig tilbage, tænde en cigaret og sige, det var den sidste, når den anden ankommer og tager stolen uden armlæn hvor tekoppen ellers kunne have balanceret med lidt held, når nu der ikke var plads på bordet.

Den slagsstørrelse borde findes i alle afskygninger og forklæder sig bag en forklaring om at det er praktisk og pladssparende.

Men er det ikke bedre slet ikke at  have et bord, så? Sådan, i det hele taget?

Written by

Skriv et svar