OM AT VÆRE UDMATTET

Jeg stod næsten op i dag. Et par gange.

Jeg kom ud af døren og købte ind – de ting, jeg havde lyst til uden at tænke så meget videre over det. Jeg spiste rigtig mad og gjorde de ting jeg havde planer om at gøre. Men jeg sov også og så en helt fantastisk serie på HBO om kvinder i Hollywood.

Mit ansigt var skævt og hævet af træthed da jeg sad i toget og følte sveden på min ryg under læderjakken. Mit hår var fedtet og uvasket, og IKEA-posen var fuld af vasketøj. Det er den faktisk stadig. Vasker i morgen.

Jeg er så træt så træt så træt. Fysisk og mentalt. De sidste par uger har været stopfyldt med gode mennesker og vilde oplevelser. Jeg er træt og grådlabil og angsten er der og jeg registrerer den og spiseforstyrrelsen har været på besøg og er vist efterhånden på vej afsted igen.

Jeg er så træt så træt så træt. Men jeg kan også mærke en grundlæggende ro, og det er en ny følelse. For det er OK at jeg er træt. Det er naturligt. Jeg er træt fordi jeg har været travl og nu kalder min krop og min hjerne på ro og det skal min krop og hjerne få. Der er ikke noget jeg skal nå. Mig og min krop og mit fedtede hår og min trætte attitude har mindst lige så meget tilstedeværelsesberettigelse som alle andre mennesker og deres kroppe og deres hår uanset om det er fedtet eller ej.

Jeg er kun til for mig. Og jeg skal mærke mig selv og det kan jeg efterhånden godt finde ud af. Jeg er spændt fordi der sker ting i mit liv og jeg laver planer for fremtiden. Jeg er rolig fordi jeg sørger for, at det foregår i et tempo, så jeg kan følge nogenlunde med.

For tiden læner jeg mig tilbage, og så må ting tage den tid, ting tager. Det er sådan det virker for mig. Det er i sådanne perioder, at mulighederne viser sig og forstørres og jeg bliver sikker i min sag om at ting nok skal gå for det gør de for jeg har det der skal til.

Jeg er træt nu, men de mennesker og muligheder der ligger foran mig fylder mig med energi. Jeg er tom for batteri, men jeg har fundet det sted, hvor opladeren skal sidde, og om et stykke tid er der gang i mig igen, men indtil da ligger jeg lige her, tæt på stikkontakten, og afventer.

Jeg har tid nok. Vi har tid nok. Det er vi nødt til at have. For hvis vi stresser og presser på og glemmer at finde ud af om vi er i stand til at gøre alt det vi vil i det tempo, vi stræber efter, er der ret stor sandsynlighed for at det går galt. Og det er ikke det værd.

Jeg er træt og spiseforstyrrelsen har presset på og angsten presser på og jeg ser det og anerkender det men jeg gider ikke lade det fylde det hele. Det findes. Det hele er en del af mig. Jeg skal ikke være glad og smilende og ovenpå hele tiden. Men jeg har ro nu og snart skal jeg snakke med min terapeut igen.

Tag én ting med fra det her indlæg, om du vil:

Du er det hele værd. Også selvom du er udmattet. Nogle gange er det din tur til at modtage i stedet for at give, og det er OK. Folk vil dig gerne. Ro på find roen, for det er derfra det gode starter. Sommetider skal man have hjælp til at finde den ro men jeg lover dig at den findes og der er folk derude, der ved, hvor den gemmer sig. Elsk dig selv og sådan. Det er ikke en kliché for ingenting.

Godnathilsener og kærlighed fra mig.

Written by

Skriv et svar