DEN DER VANVITTIGT YDMYGE OG BITTERSØDE FORNEMMELSE AF MÅSKE AT KUNNE GØRE EN FORSKEL

Jeg sidder i skrivende stund og ryster en smule på hænderne. Jeg er ydmyg, taknemmelig og rørt til kuldegysninger og våde øjenkroge (OK, det var en underdrivelse, jeg tuder faktisk).
Jeg har svært ved helt at forstå, hvad der foregår.

Der er sket en del siden jeg var forsidekvinde på Politiken i sidste uge.

Jeg har fået henvendelser fra folk, der vil høre mere fra mig. Til efteråret skal jeg ud at holde foredrag – blandt andet for en årgang af 2.g’ere på et gymnasium, der skal skrive digte om kropskultur og identitet.

Jeg har fået personlige henvendelser fra venner og folk, jeg ikke kendte før, der fortæller om deres egne kampe for at acceptere sig selv. Historier om usikkerhed, sex og selvhad. Hver og én rører mig, for jeg genkender ordene.

Det er vildt og dejligt og fantastisk at opleve, at mine ord gør en forskel. Jeg glæder mig til at holde foredrag og dele ud af ord og erfaringer, og gør gerne mere af det. Jeg føler mig privilegeret og jeg føler mig hørt.

Men det, der sidder dybest i mig lige nu, og er grunden til min rysten på hænderne, er en besked jeg fik fra en ven her til formiddag – sammen med dette billede:

Følgende besked fulgte:

“Hey seje menneske. Var lige på spiseforstyrrelsesklinikken på Bispebjerg. De er vilde med dig:
Bliv ved! Du er så cool. Stor krammer!
Den hænger som det første når man kommer ind ad døren.”
Jeg kan slet ikke beskrive følelsen, jeg sidder med lige nu. Følelsen af at ramme – måske bare en smule – ind lige dér, hvor der er allermest brug for det. Følelsen af, at mine ord giver mening, af at den sag, jeg kæmper for, er relevant. Det er kæmpestort, og det giver mig blod på tanden. Og det giver ondt i maven, for det gør det virkeligt, at vi lever i et samfund, hvor vi presser os selv til det yderste – sommetider med dødelig udgang. Jeg kan godt huske, hvordan det er, at have en spiseforstyrrelse. Det kommer jeg til at skrive mere om senere, for det er frygteligt, og det er stadig tabubelagt, og vi snakker ikke nok om det.
I endnu højere grad end tidligere er jeg nu nødt til at blive ved med det jeg gør. For jeg har et håb om, at jeg kan være med til at rykke noget, hvis jeg gør mig umage. Men først vil jeg lige sidde her og ryste lidt og være lidt stille og prøve at tage det hele ind.

Written by

1 comment / Add your comment below

  1. Fantastisk attitude! LMA…. kom til Aarhus, så vil jeg vise dig Kultur By 2017…. Er fascineret af dine lange stænger, og din #fandenivoldskhed #jabetragtdetsomenflirt Bent Larsen fb, bentllarsen instag.

Skriv et svar