LAD VÆRE MED AT KALDE MIG MODIG, NÅR JEG TAGER BIKINI PÅ

Screenshot. Billedet er taget af Mads Nissen. Og det var en vanvittigt fantastisk fotosession, som jeg vil skrive meget mere om på et senere tidspunkt. 

Anyways, artiklen er stadig låst, og bliver nok ikke låst op. Kapitalisme og usikker fremtid for medierne og alt sådan noget, I ved. Så. Til alle dem der har spurgt og stadig gerne vil læse:
Her er ordene – åbne, oplåste, gratis og delbare – for de tilhører nemlig mig. Enjoy!

____________________________________________

Til kamp mod kropsidealer: »Lad være med at kalde mig modig, når jeg tager bikini på«

For at overleve er jeg nødt til at holde af mig selv. Jeg er nødt til at vise mig selv omsorg og passe på mig. Det er mit allervigtigste job.

Af Louise Amalie Juul

»Hvor ser du godt ud! Har du ikke tabt dig?«.

Jeg har ikke vejet mig siden april 2008.

»Sådan nogle som os to kan bare ikke gå i den slags kjoler, jo«.

Jeg ved, hvordan det føles at fremprovokere opkast så hyppigt, at det begynder at stikke i venstre side af brystet.

»Har du haft en spiseforstyrrelse? Virkelig?«.

Jeg ved, hvor mange kilokalorier der er i de fleste basisfødevarer. Jeg har sagt ja til mænd uden at mærke efter, om det var dem, jeg havde lyst til, fordi jeg var bange for, at det var sidste gang, jeg ville få tilbuddet. Jeg har altid følt mig for stor. Forkert. Også dengang jeg vejede præcis det samme som alle de andre i 3. klasse.

Min historie er overhovedet ikke enestående. Og den har faktisk ingenting at gøre med mit udseende. Den har noget at gøre med mit køn. Den har noget at gøre med vores samfund og vores normer.

Tidligere på ugen offentliggjorde TV 2 en undersøgelse, der viser, at halvdelen af de adspurgte piger mellem 15 og 25 år er utilfredse med deres krop. Lige så mange tænker ofte eller hele tiden over deres vægt. En undersøgelse fra Børnerådet viser, at 18 procent af pigerne i 9. klasse ofte eller meget ofte er på slankekur. 23 procent af pigerne i undersøgelsen har et forhold til mad, der giver dem øget risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Jeg kender kvinder, der ikke vil tage t-shirten af under sex med deres kæreste, fordi de er bange for at blive afvist, dømt, set ned på

Hver dag bliver vi bombarderet med vanvittige idealer, som er gjort så lette at drømme om, at vi glemmer, at de er uopnåelige. Jeg ved, at mange kvinder ikke kan holde ud at se sig selv nøgen.

Jeg kender kvinder, der ikke vil tage T-shirten af under sex med deres kæreste, fordi de er bange for at blive afvist, dømt, set ned på. Kvinder, der konstant er på slankekur og presser sig ud i maniske mængder motion, ikke fordi det er rart og gør dem stærkere, men fordi de er tynget af skyld og af, hvad de burde gøre, hvordan de burde se ud. Jeg synes, det er spild af liv.

Jeg har besluttet mig for, at jeg er færdig med at være vred på mig selv. Færdig med at kritisere mig selv og min krop og med at tale om ting, jeg burde gøre. Færdig med at have dårlig samvittighed over chokoladeindtag og manglende løbeture.

For at overleve er jeg nødt til at holde af mig selv. Jeg er nødt til at vise mig selv omsorg og passe på mig. Det er mit allervigtigste job. Det er derfor, jeg elsker mig selv. Det er derfor, jeg insisterer på at blive ved med at elske mig selv og min krop – uanset om jeg taber 5 kilo eller tager 10 på. Det er derfor, jeg kigger mig selv i spejlet ganske nøgen hver morgen og tvinger mig til at forholde mig til det, jeg ser. Jeg står der, indtil jeg accepterer det. Nogle morgener er længere end andre.

»Hvis du lige smed 5 kilo, ville du have drømmekroppen«.

Jeg har hørt sætningerne flere gange, end jeg har tal på. De er altid velmente, serveret med gode intentioner. Men jeg vil være glad for min krop, som den er. Jeg vil acceptere den og have lige så meget ret til den og være præcis lige så meget værd som alle andre mennesker. Det er svært. Helt vanvittigt svært.

Jeg drømmer selv. Og jeg dømmer selv. En del af mig stræber selv efter de idealer, jeg ihærdigt prøver at nedkæmpe.

Jeg falder i en gang imellem. Så glemmer jeg, at min grund til at dyrke yoga skal være følelsen, jeg får af det, og ikke de tonede mavemuskler. Jeg ’glemmer’ at spise morgenmad. Og frokost. Jeg untagger mig fra billeder på Facebook, fordi jeg synes, jeg ser forkert ud.

Jeg ved, hvor meget skade jeg kan gøre på min krop, for jeg har prøvet.

Det er vanskeligt at elske sin krop og hvile i den – og at holde fast i den følelse.

En del af grunden til det er, at andre undrer sig over, hvordan man kan gøre det. Jeg får at vide, at jeg er ’modig’, når jeg deler min historie eller tager bikini på på stranden. Jeg føler mig ikke modig. Jeg føler mig tilpas, men det er svært at være tilpas, når ingen sådan for alvor kan tro på, at jeg virkelig er det.

Hvordan kan jeg være så langt fra idealbilledet og så ikke engang stræbe efter det? Har vi virkelig fået skabt et samfund, hvor det kræver mod at være sig selv?

Måske kan vi aftale, at vi prøver at blive bedre? At kommentarer om udseende kun skal falde, hvis nogen har bedt om at få dem? At næste gang du ser nogen, der er større end dig, og tænker ’i det mindste er jeg ikke lige så fed som hende’, så overvej at holde tankerne for dig selv. Inde i hovedet.

Det samme gælder, når du ser nogen, du synes er meget smukkere, tyndere, mere timeglasformede, flottere end dig, og tænker ’sådan kommer jeg aldrig til at se ud. Hvorfor er livet så uretfærdigt!’.

Og når du nu er derinde i hovedet, kan du måske også overveje, hvor dine tanker kommer fra.

Er det virkelig sådan, du har lyst til at tænke om andre mennesker? Er det sådan, du har lyst til, at andre mennesker tænker om dig?

’Der er ikke nogen, der ville have læst denne artikel, hvis hun ikke havde været næsten nøgen på billedet’.

Måske er det det, du nu tænker. Forhåbentlig tænker du noget helt andet.

Men husk, at negative tanker bliver til normer, når vi sætter ord på dem. Jeg kan ikke forhindre dig i at have en idé om andre menneskers, og mit, udseende, men hold den for dig selv. Jeg ejer min krop. Den er til for mig, og kun jeg kan og skal vurdere, om den er, som den skal være.

Det er vildt nok, at det stadig i 2017 kan være så revolutionerende en tankegang.

 

 

Written by