FØLELSEN

Når du kommer et nanosekund for sent og bussen kører fra dig med et hånligt grin i lygterne og kulden stikker ind og får hårene til at rejse sig på dine lægge for du har de tynde strømper på der passer i de højhælede støvler og det er vinter.

Det er den hulhed der rammer dig i maveregionen når du går i din egen verden lige ud foran et køretøj der må stoppe med hvinende bremser.

Følelsen af at sige noget højt og tage grueligt eller bare en lille smule fejl.

Det er følelsen af at sige noget forkert og først bagefter forstå, hvor forkert det, du sagde var.

Følelsen af at hoppe ud fra noget højt og lade sig falde men absolut ikke svæve elegant.

Følelsen af “jeg kommer til at såre dig, jeg er ikke god for dig, du fortjener noget bedre.”

Følelsen af at det ikke er dig, det er ham, og det er du fuldt og helt klar over men det er stadig fucking irriterende.

Følelsen af et hår fra hans man-bun efterladt på pudebetrækket og nu er du nødt til at smide sættet ud.

Og om et år har du glemt alt og savner egentlig bare dit gode sengetøj .

Written by

Skriv et svar