ANMODNING

Jeg vil vide det hele.

Jeg vil vide at du ikke kan lide broccoli

At din mor slog dig i afmagt da du var fem

Og det siden da har siddet lige i dig

Jeg vil vide hvordan du så ud som barn

Helt platin og blåøjet i alle forstande

og jeg vil vide hvordan du allerhelst vil se ud

Og hvorfor du ikke gør det

Jeg vil vide at du helst har sorte underbukser på

Fordi du blev mobbet med de mønstrede dengang på efterskolen

Med Sara og Anton og Sabrina

Og at du putter lidt karry i dine røræg for at give dem en pænere farve.

Jeg vil vide hvordan din stemme lyder når den er kvalt i gråd

Jeg vil vide at du helst kan lide pandekagerne tynde som papir

Som jeg lærte at lave dem

At du kun glemmer tiden når du er allermest lykkelig

At grunden til at du ikke er tatoveret ikke er at du synes det er grimt

Du er bange for nåle

Jeg vil vide at din yndlingsfarve er gul

og at du får kvalme af spinat

og at du sommetider tænker på hvordan det er at dø

Jeg ved allerede hvordan du tager kaffen

Jeg ved hvordan du tager mig.

Written by

Skriv et svar